3. Mindo
Otavalo om morgenen.
Vi havde pakket så vi var klar til at tage videre, men vi skulle lige se det store marked her, det siges at være det største i hele Sydamerika. Det var spændende at gå rundt der, ikke så meget det der blev budt til salg, men mere alle de mærkelige mennesker der var, Det var indianere der kom langvejs fra , et eller andet sted i Andesbjergene, med deres varer. Der var håndlavede tæpper, trøjer og alt hvad men kan tænke sig af vævede ting. Smykker af alle slags, slagterne havde deres kød hængende fra kroge, med fluer sværmende omkring.
Lørdagsmarked i Otavalo
Da vi havde gået på markedet et par timer hentede vi vores ting og begav os til busstationen. Vi fandt hurtigt en bus der skulle til Quito, hvor vi skulle skifte for at komme videre til Mindo i regnskoven. Det er ikke Amazonas vi skulle til…endnu…. Men noget de kalder Cloudforrest.
Lørdagsmarked i Otavalo
Da vi havde gået på markedet et par timer hentede vi vores ting og begav os til busstationen. Vi fandt hurtigt en bus der skulle til Quito, hvor vi skulle skifte for at komme videre til Mindo i regnskoven. Det er ikke Amazonas vi skulle til…endnu…. Men noget de kalder Cloudforrest.
Efter ca. 2 og en halv times kørsel, var vi ved udkanten af Quito, her stod vi af i en stor rundkørsel, hvor vi skulle hoppe på en bus videre til Mindo. Vi havde læst at dette skulle være en meget smuk tur igennem regnskov og bjerge, så vi glædede os. Glæden varede dog kort, idet bussen var total proppet, så vi fik en ståplads. Og jeg skulle hilse og sige at det er hårdt at stå op i næsten 3 timer igennem bjergene, og her kører de som om de har stjålet skidtet. Ha ha. Men vi fik trænet både arme og benmuskler. De sidste 10 minutter fik vi en siddeplads.
Vi blev sat af ved frakørslen til Mindo, hvor der var yderligere7 km ned af bjerget før man kom til den lille by i regnskoven. Vi hoppede ind i en bil ved frakørslen, der kunne køre os derned.
Vel ankommet til Mindo, fandt vi straks et sted, hvor vi kunne stille vores sult og tørst, og mens Sofie skrev lidt i sin dagbog, gik jeg på udkik i byen for at finde et billigt sted vi kunne overnatte. Jeg fandt den hyggeligste lille hytte i et lille stykke skov, det kostede 8 dollar, men jeg fik hende ned på 5, så jeg skyndte mig tilbage for at hente Sofie. Det var pragtfuldt, varmt vand i hanen, og vi fik et tiltrængt bad.
Vores hytte i Mindo
Det rene luksus :-)
Dejligt med et bad
Vi blev sat af ved frakørslen til Mindo, hvor der var yderligere
Vel ankommet til Mindo, fandt vi straks et sted, hvor vi kunne stille vores sult og tørst, og mens Sofie skrev lidt i sin dagbog, gik jeg på udkik i byen for at finde et billigt sted vi kunne overnatte. Jeg fandt den hyggeligste lille hytte i et lille stykke skov, det kostede 8 dollar, men jeg fik hende ned på 5, så jeg skyndte mig tilbage for at hente Sofie. Det var pragtfuldt, varmt vand i hanen, og vi fik et tiltrængt bad.
Mindo cloudforest
I hytten ved siden af, ankom et par og vi fandt hurtigt ud af at de var svenskere. Dem faldt vi i snak med og aftalte at gå ud og spise sammen. De havde rejst rundt i det sydlige Equador i 2 måneder og havde nu kun en uge tilbage.
Det svenske par og Sofie
Kl. 2100 gik vi i seng, vi ville jo gerne havde noget ud af dagen og op tidligt. Allerede da vi ankom nåede vi at se nogle kolibrier og vi håbede på at se flere.
Vi stod op kl. 7, desværre var det temmelig overskyet og det regnede meget, og vi fik af vide at vi nok ikke ville se nogen i det vejr.
Vi besluttede os derfor at tage på en vandretur ind i skoven til nogle vandfald. Vi begyndte vores tur, det var varmt og op op op gik det.
På tur i Mindo cloudforest
Efter vi havde vandret op af bjergvejen 5-6 km , kom pludselig vores svenske venner kørende i en jeep. De stoppede og vi hoppede op på ladet og kørte med. Det var vist meget godt for der var yderligere ca. 8 km op til stedet hvor det første vandfald var. Men ohhh skræk og rædsel. Der var kun en måde at komme derhen på og det var i en cable car, Hen over trætoppene fra den ene bjergside til den anden hang nogle jerntrosser med en rusten vogn der med en gammel motor drev den fra den ene side til den anden.
Langt ned
Motoren der drev cable car
Men der var jo ikke så meget at betænke sig på, over skulle vi jo, nu vi var kommet den lange vej. Jeg har sjældent været så bange i hele mit liv. Jeg filmede turen med mit videokamera, men min hånd rystede som et espeløv og jeg tænkte at nu ville vi falde ned og dø. Men over kom vi jo, og så begyndte nedstigningen til vandfaldet.
Det var ikke så slemt at komme derned igennem skoven på den lille sti, men vi vidste at det ville blive hårdt når vi skulle tilbage igen.
Der var meget smukt dernede ved vandfaldet og efter en halv times pause, startede vi turen tilbage. Jeg var ikke så bange da vi tog turen over træerne igen, så jeg fik taget et par billeder. Vi havde aftalt med chaufføren, hvornår han skulle hente os igen og så gik turen tilbage til byen. Da vi havde spist frokost, sagde vi farvel til vore svenske venner og hoppede på en bus vestpå. Nu ville vi ud til kysten og sole os….ihhhh det skulle blive dejligt.
Kl. 2100 gik vi i seng, vi ville jo gerne havde noget ud af dagen og op tidligt. Allerede da vi ankom nåede vi at se nogle kolibrier og vi håbede på at se flere.
Vi stod op kl. 7, desværre var det temmelig overskyet og det regnede meget, og vi fik af vide at vi nok ikke ville se nogen i det vejr.
Vi besluttede os derfor at tage på en vandretur ind i skoven til nogle vandfald. Vi begyndte vores tur, det var varmt og op op op gik det.
Efter vi havde vandret op af bjergvejen 5-
Men der var jo ikke så meget at betænke sig på, over skulle vi jo, nu vi var kommet den lange vej. Jeg har sjældent været så bange i hele mit liv. Jeg filmede turen med mit videokamera, men min hånd rystede som et espeløv og jeg tænkte at nu ville vi falde ned og dø. Men over kom vi jo, og så begyndte nedstigningen til vandfaldet.
Det var ikke så slemt at komme derned igennem skoven på den lille sti, men vi vidste at det ville blive hårdt når vi skulle tilbage igen.
Forrige side Næste side
